Jura
Retten til privatliv er forankret i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 og den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. På baggrund af disse politiske dokumenter har en række nationalstater eller grupper af lande vedtaget forskellige erklæringer, som er baseret på disse principper. En stor del af disse er dog udformet i den vestlige verden og tager derfor ikke hensyn til lokale kulturelle eller etiske forskelligheder i verdenssamfundet.
I dag beskæftiger en lang række internationale organisationer sig med privacy: OECD og Europarådet har i erklæringer, politikker og vejledninger opstillet en række grundlæggende principper for privacy, og EU har med Databeskyttelsesdirektivet defineret en baseline for den europæiske lovgivning på området.
I den danske Grundlov reflekteres privacy principperne også. Retten til at kommunikere fastslås i § 72: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.” og ytringsfriheden fastslås i § 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.
Persondataloven er den danske lov, som implementerer EU’s databeskyttelsesdirektiv. Den trådte i kraft pr. 1 juli 2000 og afløste ved denne lejlighed registerloven. Lovens vigtigste indhold er en klassifikation af personlige definitioner, overordnede regler for databehandlingen, bestemmelser om den registreredes rettigheder, og samt rammer for Datatilsynets administration af loven. Datatilsynet har iøvrigt udgivet en udmærket pjece, som beskriver lovens hovedindhold.