Rådet for større IT sikkerhed
22. May 2008 Allan Bo Rasmussen
Rådet for Større IT-sikkerhed blev den 19. maj formelt stiftet af i alt 21 aktører som repræsenterer både private virksomheder, offentlige organisationer og forskningsverdenen.
Formålet for det nye råd er at bidrage til et sikkert fundament for det digitale servicesamfund og at give uafhængig, fagligt funderet rådgivning til regeringen, Folketinget og til it- og informationsansvarlige samt befolkningen i øvrigt.
Blandt forbillederne for det nye råd er Rådet for Større Færdselssikkerhed. Christian Wernberg-Tougaard, der er nyvalgt formand for Rådet for Større IT-sikkerhed, siger: “Vi er midt i massive samfundsmæssige forandringer hvor stadig mere bliver digitalt. Derfor er det afgørende at vi kan have tillid til informationsteknologi og at sikkerhed bliver bygget med ind i fundamentet for alle de mange nye systemer.”
Det nye råd er selvejende og har aktører fra alle sektorer, hvilket gør det til en værdifuld nyskabelse. Rådets arbejde finansieres via sponsoraftaler hvoraf de første er ved at blive forhandlet på plads. På længere sigt er målet at opnå delvis offentlig finansiering via Finansloven på samme måde som Rådet for Større Færdselssikkerhed og Forbrugerrådet.
Rådet for Større IT-sikkerhed er blevet til efter længere tids offentlig debat. Initiativet blev taget i februar 2008 af Kim Aarenstrup efter at han gik af som formand for Dansk IT’s Råd for IT- og Persondatasikkerhed. I forbindelse med stiftelsen af Rådet for Større IT-sikkerhed i går opstillede Kim Aarenstrup som næstformand og blev valgt. Han er til daglig it-sikkerhedschef i A. P. Møller-Mærsk.
For initiativtagerne er det afgørende at Danmark får ét stærkt og samlet uafhængigt råd som beskæftiger sig med it- og informationssikkerhed. Den nyvalgte bestyrelse fik derfor som opgave at arbejde aktivt for at etablere samarbejde med andre aktører på området og at arbejde opsøgende i forhold til de relevante parter. Der er fortsat åbent for at indtræde som stiftende medlem idet vedtægterne for Rådet for Større IT-sikkerhed først bliver endeligt vedtaget på det første ordinære rådsmøde som finder sted til august.
Læs mere på www.rfsits.dk