Informationer lever evigt
17. October 2007 Allan Bo Rasmussen
Logningsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 15. september, har været længe undervejs, så der har været god tid til at tænke over, hvem der skal indsamle hvilke data og hvorfor. Men det er bekymrende, at lovgiverne tilsyneladende ikke har tænkt på, hvem der skal eje de indsamlede data og hvad de må bruge dem til.
Der er efterhånden en indarbejdet praksis for, at det er staten, der overvåger sine borgere, og dermed har forpligtelsen til at passe godt på informationerne. Men når vi taler om logning af fx teletrafik, er der jo mange parter involveret, hver med sin egen sikkerhedspolitik og sit eget syn på værdien af de indsamlede logningsdata. Hvordan vil staten sikre, at alle små og store teleselskaber og internetudbydere, herunder fx hoteller, beboerforeninger og kollegier indsamler alle relevante data, opbevarer dem betryggende, og destruerer dem fuldstændigt, når året er gået, inklusive alle kopier?
Dette tema er taget op af Computerworld i dagens udgivelse. Artiklen udspringer af avisens spørgsmål til justitsministeren.