Digitaliseringsstrategi – nu med privacy
27. June 2007 Allan Bo Rasmussen
Høringsrunden for regeringens strategi for digital forvaltning 2007-2010 er nu afsluttet, og den endelige version er publiceret her: Strategi_for_digital_forvaltning_2007-2010_endelig.pdf
En lang række organisationer har påpeget, at det første udkast ikke tog højde for den offentlige sektors beskyttelse af borgernes personfølsomme data. Derfor har parterne bag strategien valgt at tilføje et nyt initiativ i den endelige udgave af strategien, som skal fremme beskyttelsen af data, når der udvikles nye digitale løsninger i den offentlige sektor. Initiativet er beskrevet således:
• Der nedsættes en tværoffentlig arbejdsgruppe med henblik på fortsat at fremme privacy-hensyn i udviklingen af den offentlige forvaltning. Arbejdet skal blandt andet tage sit udgangspunkt i det eksisterende Privacy Forum og It-sikkerhedspanelets anbefalinger.
Spørgsmål om sikkerhed og tryghed skal fortsat udgøre en helt central del af den danske digitaliseringsindsats. Reglerne om god databehandlingsskik skal i forbindelse med iværksættelse af nye initiativer fortsat sikre borgerne den fornødne fortrolighed, ligesom en fælles standard for håndtering af it-sikkerhed (DS 484) skal udbredes til hele den offentlige sektor. Det skal ske på en sådan måde, at myndighederne fortsat kan give borgere og virksomheder en effektiv og sammenhængende service.
Alle høringssvarene kan læses her: kommentarer_til_strategien.
Læs om den tidligere debat om strategien, som blev bragt i P1.