Mennesker
Videnskabsminister Helge Sander nedsatte i 2006 et åbent Privacy Forum, med deltagere fra bl.a Dansk Industri’s Privacy Taskforce. Privacy Forums møderække blev afsluttet juni 2007, og vi har længe ventet på at se resultatet af arbejdet. Nu er det her: Et idékatalog med forslag til privatlivsfremmende initiativer, som ministeren kan vælge blandt, når persondatasikkerheden skal forbedres.
Det er Privacy Forums opfattelse, at de eksisterende privacy-initiativer ikke er tilstrækkelige til at sikre hensynet til privatlivets fred i Danmark. Indsatsen på området skal accelereres, såfremt tilliden til digitaliseringen -i offentligt såvel som privat regi – skal bibeholdes.
Foruden Idekataloget har Privacy forum udgivet en Case-samling, som illustrerer typiske situationer, hvor borgerens sikkerhed er truet, og anbefaler konkrete initiativer til begrænsning af risikoen. Case samlingen beskriver bl.a. privacy trusler fra
- TV-overvågning
- Logning af internetanvendelse
- Biometri
- TV-kanalovervågning
- Google
- E-handel
- Demokratiske elektroniske valg
- Usikker færden på internettet
- Kvik-skranken i den offentlige forvaltning
- Bibliotekslån
- Elektronisk Patient Journal
For den enkelte borger har Privacy Forum udgivet en vejledning, som har til formål at skitsere, hvordan man ved hjælp af forskellige teknologier og den rette adfærd kan sikre, at oplysninger, som er personhenførbare, og som man gerne vil bevare fortroligt, ikke opsnappes af uvedkommende, når de lagres, behandles og kommunikeres elektronisk.
27. June 2008
Allan Bo Rasmussen
Rådet for Større IT-sikkerhed blev den 19. maj formelt stiftet af i alt 21 aktører som repræsenterer både private virksomheder, offentlige organisationer og forskningsverdenen.
Formålet for det nye råd er at bidrage til et sikkert fundament for det digitale servicesamfund og at give uafhængig, fagligt funderet rådgivning til regeringen, Folketinget og til it- og informationsansvarlige samt befolkningen i øvrigt.
Blandt forbillederne for det nye råd er Rådet for Større Færdselssikkerhed. Christian Wernberg-Tougaard, der er nyvalgt formand for Rådet for Større IT-sikkerhed, siger: “Vi er midt i massive samfundsmæssige forandringer hvor stadig mere bliver digitalt. Derfor er det afgørende at vi kan have tillid til informationsteknologi og at sikkerhed bliver bygget med ind i fundamentet for alle de mange nye systemer.”
Det nye råd er selvejende og har aktører fra alle sektorer, hvilket gør det til en værdifuld nyskabelse. Rådets arbejde finansieres via sponsoraftaler hvoraf de første er ved at blive forhandlet på plads. På længere sigt er målet at opnå delvis offentlig finansiering via Finansloven på samme måde som Rådet for Større Færdselssikkerhed og Forbrugerrådet.
Rådet for Større IT-sikkerhed er blevet til efter længere tids offentlig debat. Initiativet blev taget i februar 2008 af Kim Aarenstrup efter at han gik af som formand for Dansk IT’s Råd for IT- og Persondatasikkerhed. I forbindelse med stiftelsen af Rådet for Større IT-sikkerhed i går opstillede Kim Aarenstrup som næstformand og blev valgt. Han er til daglig it-sikkerhedschef i A. P. Møller-Mærsk.
For initiativtagerne er det afgørende at Danmark får ét stærkt og samlet uafhængigt råd som beskæftiger sig med it- og informationssikkerhed. Den nyvalgte bestyrelse fik derfor som opgave at arbejde aktivt for at etablere samarbejde med andre aktører på området og at arbejde opsøgende i forhold til de relevante parter. Der er fortsat åbent for at indtræde som stiftende medlem idet vedtægterne for Rådet for Større IT-sikkerhed først bliver endeligt vedtaget på det første ordinære rådsmøde som finder sted til august.
Læs mere på www.rfsits.dk
22. May 2008
Allan Bo Rasmussen
Den engelske organisation Privacy International har netop udsendt sin årlige rapport over de værste overvågningssamfund i verden. For 2007 er rapporten blevet mere detaljeret, idet bl.a. flere europæiske lande er vurderet, og desværre viser rapporten, at øget overvågning er en tydelig global trend.

Danmark bliver på flere områder udpeget som et af de værste skrækeksempler, og med en samlet privacy-score på 2.0 lander Danmark i den næst-værste kategori for »udvidede overvågnings-samfund«. Danmark ligger dermed på niveau med Bulgarien og Indien, men kan dog trøste sig med, at store lande som England , USA og Rusland klarer sig endnu dårligere.
En nærlæsning af rapporten viser, at det især er inden for områder som data-deling, telelogning, politiets adgang til data og overvågning af finansielle transaktioner, at Danmark har gjort sig uheldigt bemærket. Det handler blandt andet om logningsbekendtgørelsen, som stiller nye krav til teleselskabernes opbevaring af trafikdata knyttet til telefon- og internet-kommunikation. Danmark har som et af de første EU-lande implementeret en omfattende registrering af alle borgeres kommunikation med henblik på senere efterforskning. Også den danske praksis for håndtering af DNA og adgang til oplysninger om rejsende bliver fremhævet af Privacy International som kritiske punkter.
Se rapportens konklusioner for 2007 her.
Til sammenligning bringer vi her de tilsvarende vurderinger fra 2006.

5. January 2008
Allan Bo Rasmussen
PRISE projektet, der har til formål at udvikle retningslinier for udvikling af sikkerhedsteknologi i overensstemmelse med privacy principper, nærmer sig nu sin afslutning. Teknologirådet arrangerer i fællesskab med de øvrige deltagere i projektet en konference, hvor projektets resultater skal præsenteres og diskuteres. Det foregår i Wien, den 28-29. april 2008 – se indbydelsen her.
Projektet har kortlagt borgernes holdning til sikkerhedsteknologier og scenarier på en række møder i 6 europæiske lande. Se konklusionerne herfra i den foreløbige rapport.
4. January 2008
Allan Bo Rasmussen
En undersøgelse, gennemført af ingeniørforeningen IDA viser, at kun 47 procent af de it-professionelle – som i realiteten bestemmer, hvordan it-systemer skal indrettes – kender til virksomhedens politik for beskyttelse af privatlivets fred. Måske mest bekymrende er det, at det inden for det offentlige kun er 40 procent af de it-professionelle, der kender til institutionens politik med hensyn til beskyttelse af privatlivets fred.
Undersøgelsen afdækker beskyttelsen af privatlivets fred på en lang række områder og viser blandt meget andet:
- Hele 30% af de IT-professionelle har oplevet konkrete brud på Privacy
- 30,4% af de IT-professionelle mener ikke, at det offentlige i dag tager tilstrækkelig hensyn til privatlivets fred, når der indføres nye IT-systemer
- 57,6% af de IT-professionelle ser en fare for, at de data der bliver lagret i de elektroniske patientjournaler kan blive misbrugt
Undersøgelsen af de it-professionelles holdninger til Privacy er gennemført af Ingeniørforeningen i Danmark i april 2007. Undersøgelsen bygger på i alt 990 svar fra medlemmerne af to af foreningens fagtekniske selskaber – IDA IT og Dansk Selskab for Datateknik, som tæller it-ingeniører, dataloger og andre højt specialiserede it-fagfolk blandt sine medlemmer.
Læs hele rapporten her: Privatlivets fred – Højtuddannede IT-professionelles holdninger til Privacy – (PDF 114 KB)
7. July 2007
Allan Bo Rasmussen
Høringsrunden for regeringens strategi for digital forvaltning 2007-2010 er nu afsluttet, og den endelige version er publiceret her: Strategi_for_digital_forvaltning_2007-2010_endelig.pdf
En lang række organisationer har påpeget, at det første udkast ikke tog højde for den offentlige sektors beskyttelse af borgernes personfølsomme data. Derfor har parterne bag strategien valgt at tilføje et nyt initiativ i den endelige udgave af strategien, som skal fremme beskyttelsen af data, når der udvikles nye digitale løsninger i den offentlige sektor. Initiativet er beskrevet således:
• Der nedsættes en tværoffentlig arbejdsgruppe med henblik på fortsat at fremme privacy-hensyn i udviklingen af den offentlige forvaltning. Arbejdet skal blandt andet tage sit udgangspunkt i det eksisterende Privacy Forum og It-sikkerhedspanelets anbefalinger.
Spørgsmål om sikkerhed og tryghed skal fortsat udgøre en helt central del af den danske digitaliseringsindsats. Reglerne om god databehandlingsskik skal i forbindelse med iværksættelse af nye initiativer fortsat sikre borgerne den fornødne fortrolighed, ligesom en fælles standard for håndtering af it-sikkerhed (DS 484) skal udbredes til hele den offentlige sektor. Det skal ske på en sådan måde, at myndighederne fortsat kan give borgere og virksomheder en effektiv og sammenhængende service.
Alle høringssvarene kan læses her: kommentarer_til_strategien.
Læs om den tidligere debat om strategien, som blev bragt i P1.
27. June 2007
Allan Bo Rasmussen
Den norske regering har nedsat en kommission, som skal vurdere om privatlivet beskyttes godt nok i dagens højteknologiske samfund. Fornyelses- og administrationsminister Heidi Grande Røys har netop sat navn på Personvernkommisjonens 15 medlemmer, og en af kommissionens vigtigste opgaver bliver at vurdere, om nordmændene skal have en grundlæggende ret til at færdes anonymt i informationssamfundet.
Kommissionens mandat er at
- Give en status over de aktuelle udfordringer for privatlivsbeskyttelsen
- Vurdere nærmere hvorledes privatlivsbeskyttelsen bør håndteres i forhold til modstående hensyn og værdier
- Kortlægge og evaluere de virkemidler som i dag eksisterer for at beskytte privatlivet, herunder myndighedernes praksis og roller
- Fremlægge forslag til nye principper og virkemidler, herunder privatlivsbeskyttende teknologier
- Se på mulige tiltag og virkemidler for bedre efterlevelse af de regler som beskytter privatlivet
Den norske regering ønsker en vurdering af, hvorledes beskyttelsen af den enkelte borgers privatliv kan varetages som en del af samfundets videre udvikling, herunder hvorledes privatlivsfremmende teknologier kan blive en integreret del af nye løsninger, og gøre det lettere for borgerne at beskytte sine rettigheder.
Læs mere om privacy i Norge her: personvern.html
Se kommissionens mandat her: Mandat_Personvernkommisjonen.pdf
2. June 2007
Allan Bo Rasmussen
Orientering på P1 bragte den 30. marts en debat om Regeringens digitaliseringsstrategi, som netop er udsendt i offentlig høring.
I udsendelsen deltog Lars Frelle, kontorchef i Finansministeriet og chef for Den Digitale Task Force, Henning Mortensen, sikkerhedskonsulent i ITEK og Kurt Loftkjær, der er aktiv i Dansk Naturfredningsforening.
Med digitaliseringen af den offentlige sektor, får flere og flere offentligt ansatte adgang til flere og flere personfølsomme oplysninger om borgere, der i princippet kan være deres naboer.
For at forhindre, at informationerne slipper ud og havner hos forsikringselskaber, kommende arbejdsgivere eller i andre forkerte hænder, bliver computersystemerne indrettet så man ved misbrug kan gå tilbage og se, hvilke medarbejdere der har været inde og læse i de personlige data.
Men i udsendelsen hører vi i et konkret eksempel hvordan denne såkaldte ‘logning’ er ikke tilstrækkelig til at forhindre misbrug, og at den ikke kan beskytte borgeren, når skaden først er sket og oplysninger er sluppet ud.
Henning Mortensen forklarer hvorledes forskellige privacy-teknologier kunne begrænse risikoen for misbrug, og Lars Frelle bliver i udsendelsen spurgt, hvorfor digitaliseringsstrategien ikke indeholder generelle principper for beskyttelsen af borgernes privatliv.
Hør udsendelsen her (ialt ca 30 min).
1. April 2007
Allan Bo Rasmussen
Der skal skabes mere tryghed og større sikkerhed på internettet. Det er meldingen fra videnskabsminister Helge Sander, der vil sætte særlig fokus på it-sikkerhed i 2007. Det sker bl.a. efter, at It-sikkerhedspanelet har afleveret sin årsrapport med en række anbefalinger på området.
“Man skal som bruger af internettet have tillid til, at sikkerheden er i orden. Det er hele forudsætningen for, at borgere og virksomheder vil udnytte de mange muligheder, som nettet tilbyder. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at styrke denne tillid” siger videnskabsminister Helge Sander.
Videnskabsministeriet har netop modtaget årsberetningen fra It-sikkerhedspanelet, der rådgiver ministeriet i it-sikkerhedsspørgsmål. I rapporten er privacy – eller sikringen af private oplysninger på nettet – et centralt element.
“Vi har tidligere nedsat et åbent Privacy Forum, der i løbet af 2007 vil komme med en række konkrete bud på, hvordan privatlivets fred i højere grad kan beskyttes. Derfor har jeg bedt IT- og Telestyrelsen sikre, at It-sikkerhedspanelets anbefalinger inddrages i det igangværende arbejde” siger Helge Sander.
It-sikkerhedspanelets formand, Hanne Bender, er tilfreds med ministerens udmelding:
“Jeg er godt tilfreds med, at videnskabsministeren har kvitteret for panelets konkrete forslag – særligt omkring privacy, der er et centralt indsatsområde. Jeg ser frem til ministeriets tiltag på dette område” fortæller advokat Hanne Bender.
Videnskabsministerens udmelding blev offentliggjort på den samme dato, som Dansk Industri/ITEK lancerede et katalog over sikkerhedsbrud i offentlige IT-løsninger.
19. February 2007
Allan Bo Rasmussen
ITEK og Dansk Industri har idag offentliggjort et katalog med 50 eksempler på offentlige myndigheders brud på privacy og manglende design af privacy i systemer. Formålet er at synliggøre og dokumentere tingenes tilstand, og på denne baggrund at rejse en politisk debat om emnet. Kataloget har titlen “Privatlivets fred – Ikke i Danmark?” og påpeger en lang række områder, hvor digitaliseringen af den offentlige sektor har forsømt at beskytte borgernes privatliv. Kataloget beskriver:
- Cases som demonstrerer faktiske brud på privatlivets fred i den offentlige sektor
- Planlagte nationale løsninger, som ikke respekterer privatlivets fred
- Politiske tiltag som udvander privatlivets fred
Kataloget har ikke blot kritik til overs for de offentlige systemejere – det indeholder også flere konstruktive forslag til at vende den negative udvikling:
- Det foreslås at der at der laves en strategi for beskyttelse af privatlivets fred, og at den får reel betydning for arkitekturen i de offentlige it-systemer.
- Det foreslås at denne strategi systematisk fastholdes af et selvstændigt organ i den offentlige sektor, fx et nyt Informationssikkerhedsråd, der kan rådgive om både sikkerhed og privacy, når nye digitale løsninger planlægges
- Det foreslås desuden at revurdere, om Datatilsynet har de fornødne ressourcer til at opfylde sin opgave, der i de senere år er vokset betydeligt i omfang og kompleksitet.
ITEK og Dansk Industri påpeger i kataloget, at privacy problemet ikke er nyt:
“Videnskabsministeriets Sikkerhedspanel har vejledt Ministeriet i forhold til, hvad der burde gøres. Det uafhængige Rådet for IT- og Persondatasikkerhed og Ingeniørforeningen har påpeget den manglende beskyttelse af privatlivets fred i forbindelse med EPJ. Stort set samtlige organisationer i dette land opponeret mod logningsbekendtgørelsen. Flere leverandører har i forbindelse med konkrete projekter præsenteret løsninger, som kunne råde bod på problemerne. Det er vanskeligt at se, at nogle af disse råd, skulle være taget til efterretning i den offentlige sektor.”
Publikationen blev omtalt i Radioavisen og TV2 den 9.februar, hvor videnskabsminister Helge Sander i et interview forklarede, hvad regeringen vil gøre for at beskytte borgernes privatliv: Ministeren henviste til IT- og Telestyrelsens Privacy Forum.
Ingeniørforeningens Jørn Guldberg støtter initiativet i Version2 , men finder det lidt beskæmmende, at det er industrien og ikke staten selv, der bekymrer sig mest om beskyttelse af borgernes privatliv.
Læs mere i DI publikationerne Principper for privacy og God privacy praksis.
9. February 2007
Allan Bo Rasmussen
Tidligere indlæg